Kulturen i Marokko er bygget omkring religion i ret vid udstrækning, dette er tydeligt at se da der undervises i islamiske fag på skolen. Sekulariseringen mellem stat og religion er ikke tydelig her i forhold til Danmark. Vi nærmere os nu ramadan som er en højtidelig månedlig begivenhed som der bliver taget hensyn til skolemæssigt, da mange af de ældre børn faster. Skolen fastlægger skemaet efter børnenes indlærings evne, da de i løbet af mange timer intet spiseligt eller drikkeligt indtager.
Ramadanen og Islam har ikke alle børnenes interesse, men det er ikke noget de viser eller fortæller til de andre pædagoger, de føler sig tvunget til at faste og deltage i de forskellige islamiske ting såsom at faste og bede de 5 obligatoriske bønner, man bliver udstødt af de andre børn hvis man f.eks. ikke faster.
Har lært meget om Freud og hans analyse model af identiteter i IIS, og hans teori går ud på, at det er vigtigt at den enkelte person finder sit eget jeg identitet. Personen skal kunne føle og relaterer til sin egen identitet. Dette giver en bedre mulighed for videre udvikle sig selv, men dette er svært hvis man bliver påtvunget en identitet. Nogle af børnene her, er påtvunget de islamiske ritualer og formår ikke at skabe deres egen identitet, og selv når de har skabt denne, må den ikke komme til udtryk da man så ikke overholder den normmæssige opførsel der forventes af en.

De unges frustrationer - institutions livet set med deres øjne

Har været i en tænke boks den seneste tid, hvor jeg har reflekteret over forholdene her på institutionen. I forhold til Danmark er der en kæmpe forskel, som gør at jeg går rundt med en masse spørgsmål. Efter en lang og god snak med en af ungerne fra institutionen, er jeg kommet frem til, at ungerne ikke føler sig værdsat eller elsket af pædagogerne, da de fleste pædagoger i denne institution ikke er der i længer tid af gangen. F.eks. lige pt..er der kun 2-3 pædagoger som har været der i flere år, resten er her kun i et par måneder, og så siger siger de op, da det ikke er en lønnet arbejdsplads. Ungerne føler, at pædagogerne kun er her indtil de finder noget bedre og de har svært ved at danne sig et forhold til dem, fordi de kun er her i kort tid. De føler at de skal tvinge pædagogerne til at lave aktiviteter med dem og at de ikke gør det af egen fri vilje. Denne problematik er tydelig at se med mine udefra kommende øje, og jeg forstår ungernes frustrationer. Som pædagog skal du kunne danne et forhold til den enkelte unge, og dette kan være svært, hvis man ikke er her i længere tid og man ikke har lysten til at engagere sig i børnenes liv. Da jeg delte min refleksion med min vejleder, gav han mig et hurtigt svar at sådan fungere tingene herover desværre.I mine øjne er det et stort problem at ungerne ikke føler sig værdsat. Hvis man vil hjælpe en ung person med at komme ud af de problemer han er havnet i, og give ham de rette værktøjer til en bedre fremtid, skal man have tid og lysten til det. Endvidere er det rigtigt vigtigt at man har en pædagogisk viden til at kunne gøre dette. Jeg kom i tanke om Vygotskis teori, der drejer sig om, at man skal finde ud af hvilken zone den enkelte unge befinder sig i og udvikle ham til den næste, men det kan jo være meget svært hvis man ikke har tiden/lysten til det eller den pædagogiske viden til at kunne gøre dette.