De unges frustrationer - institutions livet set med deres øjne

Har været i en tænke boks den seneste tid, hvor jeg har reflekteret over forholdene her på institutionen. I forhold til Danmark er der en kæmpe forskel, som gør at jeg går rundt med en masse spørgsmål. Efter en lang og god snak med en af ungerne fra institutionen, er jeg kommet frem til, at ungerne ikke føler sig værdsat eller elsket af pædagogerne, da de fleste pædagoger i denne institution ikke er der i længer tid af gangen. F.eks. lige pt..er der kun 2-3 pædagoger som har været der i flere år, resten er her kun i et par måneder, og så siger siger de op, da det ikke er en lønnet arbejdsplads. Ungerne føler, at pædagogerne kun er her indtil de finder noget bedre og de har svært ved at danne sig et forhold til dem, fordi de kun er her i kort tid. De føler at de skal tvinge pædagogerne til at lave aktiviteter med dem og at de ikke gør det af egen fri vilje. Denne problematik er tydelig at se med mine udefra kommende øje, og jeg forstår ungernes frustrationer. Som pædagog skal du kunne danne et forhold til den enkelte unge, og dette kan være svært, hvis man ikke er her i længere tid og man ikke har lysten til at engagere sig i børnenes liv. Da jeg delte min refleksion med min vejleder, gav han mig et hurtigt svar at sådan fungere tingene herover desværre.I mine øjne er det et stort problem at ungerne ikke føler sig værdsat. Hvis man vil hjælpe en ung person med at komme ud af de problemer han er havnet i, og give ham de rette værktøjer til en bedre fremtid, skal man have tid og lysten til det. Endvidere er det rigtigt vigtigt at man har en pædagogisk viden til at kunne gøre dette. Jeg kom i tanke om Vygotskis teori, der drejer sig om, at man skal finde ud af hvilken zone den enkelte unge befinder sig i og udvikle ham til den næste, men det kan jo være meget svært hvis man ikke har tiden/lysten til det eller den pædagogiske viden til at kunne gøre dette.